Ny sekretær i IMDT
I forbindelse med den årlige generalforsamling i IMDT Danmark valgtes ny bestyrelse. Anne Juul Sørensen, sekretær i IMDT gennem 10 år gik af. Læs hele referatet fra generalforsamlingen her:
Den nyvalgte bestyrelse anno 2011
Institut for Mekanisk Diagnostik og Terapi - McKenzie Institute Danmark
Generalforsamling fredag d. 25. marts 2011 Kl. 9.30, Hotel Comwell Middelfart.
Deltagere: bestyrelsen og 23 medlemmer, ialt 29.
Gæster: 1
Dirigent: Merethe Fehrend.
- Valg af dirigent-Merethe Fehrend foreslås og vælges eenstemmigt. Dirigenten indledte med at konstatere at indkaldelsen til generalforsamlingen er lovligt annonceret i ”Fysioterapeuten” og via foreningens hjemmeside.
- Formandens beretning om faggruppens virksomhed i det forløbne år-Eva Hauge Rasmussen gennemgår årsberetningen og derefter stilles spørgsmål til de enkelte afsnit. Vedrørende Kursusaktivitet viser beretningen en mindre nedgang i antal kurser pr.år og i deltagerantal pr. kursus. Bestyrelsen vurderer at den primære årsag er den generelle finansielle situation, der afholder både private, men også offentlige instanser fra investere i uddannelse. Vedrørende Diplomaprogrammet i Danmark spørger dirigenten til en status på optag af studerende. Lene Skytte svarer, at der er en studerende i efterår 2011, og endnu en i forår 2012. Vedrørende de elektroniske skemaer, så kommenterer Lene Skytte, at de fungerer rigtig godt i praksis, og supporten med udbyderen MIBIT fungerer godt. Heidi Eirikstoft svarer, at eventuelle spørgsmål eller kommentarer til det elektroniske skema gerne må rettes til hende, da der pågår et fortløbende samarbejde med MIBIT i en videreudvikling. MIBIT arbejder aktuelt med et elektronisk ”Follow up” skema. Et spørgsmål fra salen vedrørende adgang/ejerskab til data besvares af Heidi Eirikstoft med, at dataejerskab er hos den enkelte fysioterapeut. Fra salen foreslåes at fysioterapeuten skal kunne linke fra egne data til MDT undersøgelsen i dokumentet, og her svarer Eva Hauge Rasmussen, at det er en teknisk og administrativ udfordring, at integrere skemaet.Claus Kjærsgaard nævner, at det ville lette proceduren, hvis man kunne udskrive skemaet i en pdf. fil. Spørgsmål fra salen om Region Syddanmarks skema kan integreres i MDT skemaet, her svarer Eva Hauge Rasmussen, at det et spørgsmål om copyright i forhold til MII. Det oplyses yderligere fra salen at den udvidede rygundersøgelse i Region Syddanmark er udskudt til efter sommerferien. I Region Midtjylland fungerer undersøgelsen samt tilhørende administrationssystem allerede. Derefter sættes beretningen til afstemning og godkendes eenstemmigt. Uffe Lindstrøm kommenterer årsberetningen med et kompliment til bestyrelsen i IMDT på året arbejde og resultater med både Danske Fysioterapeuter og McKenzie Institute International. Desuden nævner han, at ”Research Foundation” mangler ansøgerer, så det er en mulighed her for midler til forskning med ansøgningsfrist 1. juli.
- Fastsættelse af kontingent-bestyrelsen foreslår at kontigentet bevares uændret. Eenstemmigt godkendt.
- Fremlæggelse af regnskab for 2010, herunder budget for 2011-Eva Hauge Rasmussen gennemgår regnskabet. Der er ingen spørgsmål til dette, som derfor sættes til afstemning. Regnskabet for 2010 er herefter eenstemmigt vedtaget. Derefter gennemgåes budgettet for 2011. Der spørges fra salen til portoudgiften fremover; kan udsendelserne af IJMDT og anden post fremover være som B-post, så udgiften holdes nede? Det tager bestyrelsen med i sin overvejelse. Et andet forslag fra salen går på om eksamen kan koste lidt mere, så det ikke giver underskud? Eva Hauge Rasmussen svarer, at det er en svær balance, da blot et enkelt afbud vil give underskud, og bestyrelsen har valgt, at eksamensregnskabet skal balancere uden fortjeneste for IMDT. Bestyrelsen vil diskutere om prisen på eksamensdeltagelse skal justeres. Et andet spørgsmål fra salen går på, om bestyrelsen har udført statestik på kursusdeltagelse, så det er klart hvem der vælger at stoppe kursusrækken A, B o.s.v.? Eva Hauge Rasmussen svarer, at vi ikke fører en specifik statestik, men at bestyrelsen er klar over det dyk, der er i kursusdeltagelsen efter part B. Der diskuteres kort hvilke årsager der kan være og hvilke løsninger. Eksempelvis nævnes en samlet kursuspakke, eventuelt med rabat, men dette har været udbudt tidligere uden særlig stor interesse. Jon Grønset foreslår, at IMDT kunne give rabat på hele rækken og øge prisen på de enkelte kurser? Eva Hauge Rasmussen svarer, at vores kurser i forvejen ligger i den lave ende, så vi kan ikke skrue prisen længere ned. Gert Elkjær foreslår, at IMDT annoncerer mere intensivt i ”Fysioterapeuten”, så der er en større platform for rekruttering af kursister. Steen Olsen foreslår, at tidligere kursister med opnået credential eksamen opfordres til at skrive offentligt om det faglige kompetence løft som uddannelsen har givet. Bestyrelsen komplimenteres for deres generelle fokus på kompetence og opretholdelse af fagligt niveau i Instituttet.
- Indkomne forslag. Der er ingen indkomne forslag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg er Eva Hauge Rasmussen, Dorte Knudsen, Anne Mette Anthonsen, som alle genopstiller. På valg er også Anne Juul Sørensen, som ikke genopstiller. Ny opstillet kandidat er Claus Kjærsgaard som kort præsenterer sig og udtrykker et ønske om at arbejde på en bedre brobygning mellem cred.- og diplomaniveau. Claus Kjærsgaard er valgt eenstemmigt.
- Valg af suppleanter. Katrine Fehrend er på valg og genopstiller. Jon Grønset er på valg og genopstiller ikke. Ny opstillet er Mads Ottow som præsenterer sig kort og gerne vil deltage i instituttets arbejde i en blid start som suppleant. Desuden opstiller Steen Jepsen , der efter kort præsentation nævner, at han ønsker at være mere aktivt med i bestyrelsesarbejdet og især har fokus på udfordrinegn med kongressen i 2015. Katrine Fehrend trækker sig, da der nu er 2 andre kandidater til suppleantpladserne og ønsker at vende tilbage om nogle år. Steen Jepsen vælges eenstemmigt til 1. suppleant og Mads Ottow eenstemmigt til 2. suppleant.
- Valg af revisor. Morten B. Jacobsen , som er villig til genvalg. Han vælges eenstemmigt i fravær.
- Eventuelt-Ingen emner under dette punkt.
Dirigenten takker for god ro og orden på generalforsamlingen, som derved afsluttes.
Formanden holder en kort tale for den afgående sekretær, Anne Juul Sørensen.

Referent p.b.v.
Anne Juul Sørensen
Tidligere sekretær i Institut for Mekanisk Diagnostik og Terapi-McKenzie Institute Danmark
Redigeret af :
Dorte Hjortskov Knudsen,
08.05.2011
Til top